Robert Thomsen udnævnes til viceadministrerende direktør
Pressemeddelelse | 5. oktober 2023
Robert Thomsen, der i dag er COO, Chief Operational Officer med ansvar for drift og HR i Arp-Hansen Hotel Group udnævnes pr. dags dato til Vice Administrerende Direktør.
Robert har været ansat i Arp-Hansen Hotel Group siden 2000 og varetaget en del roller i driften både som Front Office Manger og Hotel Manager, inden han i 2009 blev udnævnt som hoteldirektør på først Hotel Opera, siden på Imperial Hotel og Grand Hotel. Siden 2018 har Robert fungeret som COO for hele virksomheden og har sideløbende også taget en MBA ved CBS.
Robert vil fortsat have det overordnede ansvar for virksomhedens samlede drift og HR samt indkøb og teknisk afdeling og være ansvarlig for virksomhedens ESG-arbejde. Robert vil fungere som stedfortræder for undertegnede, når det måtte være nødvendigt.
Robert er en central del af virksomhedens koncernledelse, og jeg ser frem til at fortsætte det tætte samarbejde med Robert og den øvrige koncernledelse i form af Birgitte Krarup Sonne-Schmidt som siden 2019 har varetaget CFO-rollen med ansvar for økonomi og IT og Casper Puggaard, der tiltræder som CCO/koncerndirektør med ansvar for de kommercielle afdelinger den 1. november 2023.
Alle tre koncerndirektører Vice CEO, CFO og CCO er sidestillet og vil uændret referere direkte til undertegnede. Jeg ønsker tillykke til Robert med udnævnelsen og ser frem til det videre samarbejde.
ARP-HANSEN HOTEL GROUP
Dorte Krak
CEO/Administrerende Direktør